Bent Povlsen minningarorð um Henrik Jørgensen

Skrivað hevur

Leygardagin 26. januar fór ein skelkur gjøgnum allan danska ítróttarheimin, tá maratonrennarin Henrik Jørgensen á sínum dagliga rennitúri fekk ein hjartatilburð og bráðdoyði. Skelkurin hjá rennarum her heima í Føroyum var ikki minni.

So seint sum seinasta vár, bjóðaðu Jan Elmar Sørensen og Treysti Henrik Jørgensen og familjuni til Føroya í sambandi við FM í ½ maraton. Skipað var fyri hugnakvøldi, har Henrik greiddi frá sínum rennilívi, har serliga hansara venjingarætlanir skaptu stóra undran. Dótturin Anna, sum eisini er eliturennari, greiddi eisini frá sínum rennilívi.


Familjan Jørgensen í Klaksvík í mai 2018. Konan Mette var eliturennari, og dótturin Anna er ein av bestu langteinarennarum í Danmark, og hevur m.a. sum mál at luttaka í Maraton til OL í Tokyo 2020

Hetta eru tó ikki einastu sambond Henrik hevur til Føroya. Í áttatiárunum komu okkara bestu rennarar at kenna Henrik á maratonferð til Týsklands og til kappingar í Danmark.


Absalon Hansen, føroyskt met á maratonteininum í 31 ár og Henrik Jørgensen, danskt met á maratonteininum í 33 ár. Her á maratonferð saman í Týsklandi.

Og so er tað rennivinmaðurin Bent Povlsen, sum vit kenna frá so mongum ólavsøkurenningum í Føroyum. Bent er giftur føroyskari kvinnu, og er nærum hvørt summar í Føroyum. Longu í áttatiárunum vann hann fleiri ólavsøkurenningar, og eisini eftir hann fór um tey fimmti árini, hevur hann kappast um fremstu plássini. 

Bent og Henrik Jørgensen gjørdust bæði kappingarneytar og rennivinir í ungdómsárunum. Renningin gjørdi teir til lívsvinir og Bent hevur tí biðið FÍF hýsa sær hansara minningaorðum um vinin Henrik Jørgensen. Og tað gera vit fegin:

Mindeord om Henrik Jørgensen.
Født den 10. oktober 1961,- død den 26. januar 2019.

”Det er livet for mig at bevæge mig, og det vil jeg gøre lige til jeg falder om”.
Citat: Henrik Jørgensen, 2016

Chok, sorg og vantro gik gennem den danske og internationale løberverden, da nyheden om
Henrik Jørgensens død ramte os søndag morgen den 27. januar 2019. Min ven, Henrik, døde dagen før på en løbetur fra Sorthat-Muleby på hans elskede Bornholm af et hjertestop. Her, mellem landet, kysten og skoven, hvor vinden får fart og livet opleves lidt mere intenst, døde han, mens han gjorde det, han var bedst til: at løbe.

Min historie med Henrik går tilbage til ungdomsatletikkens dage i de tidlige 1970ere, hvor jeg til stævner løb rundt i Københavnsområdet som 15-årig stødte på en lang, ranglet gut fra Herlev, der angiveligt løb meget langt i træning. Da Henrik ikke opnåede nævneværdige resultater som 13-15årig, måtte han udstå vores latter og sjove bemærkninger som: ”Henrik kan man jo altid slå” og ”Hvorfor løber du så langt?”

Men allerede som 17-18 årige begyndte vores grin at sidde fast i halsen. Henrik begyndte at løbe stærkt. Rigtigt stærkt. Sidste gang jeg slog Henrik i en konkurrence over 1.500m var på en 3.000m den 17. maj 1978, hvor jeg måtte løbe mit livs løb for at slå Henrik. Den danske ungdoms rekord som Henrik pressede mig til her, har nu stået i 41 år. Sidenhen så jeg kun hans skosåler.Henrik Jørgensens løbemæssige meritter turde være velkendte:

Første dansker under 13.30 min på 5000m
Første dansker under 28.00 min på 10.000m
Nordisk rekordholder marathon med 2.09.43 tim i næsten 30 år
Vinder London Marathon 1988 med 2.10.20 tim
Deltager ved adskillige OL, VM og EM
Utallige danske junior og ungdomsrekorder, der nu har stået solidt i over 40 år

Da vi var cirka 16-17 år, blev Henrik og jeg venner. Jeg kom dermed tættere på mennesket bag
løbelegenden. Jeg begyndte at komme i hjemmet i Herlev, hvorfra vi løb lange ture i Hareskoven, omkring Bagsværd Sø og i Utterslev Mose. Det var på disse ture med Henrik iført pandebånd og flagrende hår, at hans unikke personlighed og særlige livsfilosofi kom mere og mere til udtryk.

Modsat mange andre sportsstjerner var Henrik afklaret og i ro omkring sine sportslige
præstationer. Han kendte sin krop, og vidste hvad han kunne præstere. Han søgte ikke at være
centrum for presse og opmærksomhed, men var i visse strøg både genert og indadvendt. Hans
resultater og hans enorme træningsflid kastede ham naturligt ind i nyhedernes centrum, selvom han ikke altid syntes, at rampelyset var lige sjovt. Menneskeligt var han mindst lige så afklaret som på løbebanerne/landevejen. Hjælpsom, empatisk, ydmyg og ægte interesseret i andre menneskers liv. Mit liv blandt andet.

Og det siger ikke så lidt om Henrik Jørgensens menneskelige format, at han livet igennem
formåede at udbygge denne interesse og medleven i andre menneskers liv. Der var noget magisk over denne ensomme og samtidig dybt sociale løbende ulv i skoven med pandebåndet.
En løbende legende, men samtidig et hjælpsomt og meget positivt menneske.

I 1982 flyttede Henrik og Mette, som nu var et par, og jeg selv ind i en 2 ½ værelses lejlighed i
Københavns Nordvest kvarter. Her blev solen løbet sort af os alle 3 i en følelse af, at alt var muligt i dette liv. Vi var 20 og 21 år. Jeg husker den tid som en af de lykkeligste perioder i mit liv.


Bent Povlsen og Henrik Jørgensen til DM í landavegsrenning í 2012. Bent rann teinn uppá 34.26, sum vanliga er ríkiligt til at vinna DM í +50-ára aldursbólkinum. Men hetta árið var Henrik Jørgensen við, og vann við 33.26!!

Henrik var efter sin nordiske rekord på 2.09.43 tim på marathon og sejren i London 1988 en
absolut verdensstjerne og fremtiden så lys og lovende ud. At livet kan være omskifteligt og
skrøbeligt måtte både Henrik og Mette sande, da Mette kort tid efter Henriks triumfer fik
konstateret kræftsygdommen leukæmi få måneder efter fødslen af deres datter Anna. Herefter
fulgte flere års kamp i den lille familie, hvor kræftsygdommen satte dagsordenen. Henrik holdt
mere eller mindre op med at løbe og kom aldrig tilbage i den form han havde mellem 1984 til
1989.

Mette kom igennem sit kræftforløb med livet i behold, og familien flyttede herefter tilbage til
Mettes fødeø Bornholm, hvor Henrik således nu har boet i næsten 30 år. Henrik fastholdt livet igennem sine daglige rutiner og løb hver dag en tur i Nordskoven mellem Rønne og Hasle. Som han selv sagde, så holdt han sig bare ”lidt i form”. Denne form var dog rigelig til, at han kunne blive Europamester for M 50 i 10.000m på bane ved EM for masters/veteraner i
Polen 2012, selvom han kun sjældent deltog i konkurrencer. Når han gjorde, var det mest lokale løb på Bornholm, hvor hans høje niveau aldrig fornægtede sig. Henrik løb stadig rigtigt stærkt.

Henriks veje og mine veje krydsede hinanden på forunderlig vis gennem årene. Vi så ikke hinanden ofte, men når vi mødtes, så genoptog vi bare en 10-20-30-40 år gammel samtale som det letteste i denne verden.

Og nu er tomheden øredøvende. Henrik er ikke mere.
Alt, hvad der nu står tilbage, kan opsummeres i to ord: tak og taknemmelighed.

Tak for alt det du gav, Henrik.
Taknemmelighed over at have mødt en unik og helstøbt menneskelig stjerne som dig, Henrik.
Jeg tænker, du er løbet lidt i forvejen.

De allervarmeste tanker til Mette og Anna.

Æret være Henrik Jørgensens minde.

Bent Povlsen

Skriva viðmerking

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*